23. 01. 2017; Studierejser, der er bestilt i 2017

2017 byder på flere interesante studierejser, som jeg er i fuld gang med at planlægge. Og jeg er sikker på, at der kommer et par stykker mere på programmet i årets løb.
DABs ledelse og bestyrelse har bestilt en tur til MILANO i april. Her skal vi se på alle de nye, bæredygtige tiltag, der er realiseret i forbindelse med byens værtsskab for verdensudstillingen i 2015. Vi skal også besøge et par "almene" boligbebyggelser, og høre om hvordan man griber renoveringen an der.

§17, stk 4-udvalget i Høje Taastrup Kommune arbejder med koordinering af helhedsplaner for renovering af tre store boligbebyggelser i kommunen. Turen går til LYON, hvor der er masser af gode eksempler på hvordan den slags opgaver løses.

3 afdelingsbestyrelser i Lejerbo, tilknyttet Aalborg-kontoret, er gået sammen om at leje en bus og tage en tur til BERLIN. Udover at se alt det spændende bymæssige, der sker i byen, skal vi besøge et par store boligorganisationer, der vil vise hvad de kan, når der skal energirenoveres og udsatte boligområder skal genoprettes. 

Efter sommerferien planlægger AKF-koncernen en tur for det samlede personale til AMSTERDAM og ROTTERDAM. På et par dage skal vi se interessant arkitektur, genopretning af et af Europas største satelitbyprojekter fra 1960'erne, andre renoveringsprojekter, klimaplanlægningsprojekter, o.m.a. 

Herudover har jeg et par een- og todags-arrangementer i støbeskeen; en tur til HORSENS og VEJLE for at se på fremtidssikret renovering af boligbyggerier, en tur til MALMÖ og se byudvikling i de centrale byområder og en tur til HAMBURG, hvor den nye Elbharmonie er topattraktionen. 

Overvejer I en studietur - kort eller længere - så lad os tage en snak om hvad der passer for jer!